Apeqqarissaarneq

Svært at beskrive Hans Egedes tid ud fra et grønlandsk perspektiv

Grønlands gamle historie, som vi kender den, stammer næsten kun fra den mundtlige fortælletradition. Først i 1800-tallet og især med etableringen af skønlitteraturen i 1900-tallet kommer der første beskrivelser af, hvordan grønlænderne oplevede mødet med europæerne.

Hvordan levede grønlænderne i 1700-tallet og hvordan opfattede de missionæren Hans Egede? Det er et spørgsmål, som man ikke får et præcist svar på, da der mangler skriftlige kilder fra grønlændere fra den tid.

Lektor i kulturhistorie og leder for Afdeling for Kultur- og Samfundshistorie ved Ilisimatusarfik, Ebbe Volquardsen fortæller, at vi kun ved meget lidt om, hvordan grønlænderne opfattede Hans Egede i den tid han var her. Først fra 1800-tallet findes der skriftlige kilder fra grønlændere, som fortæller noget om deres oplevelse af kulturmødet med europæerne, f.eks. i form af nogle breve grønlændere skrev til inspektørerne. Nogle af dem indeholder klager over den behandling de blev udsat for fra f.eks. handelsassistenters side.

Jeg leder stadig efter den studerende, der vil skrive speciale om de her breve, da de er utroligt værdifulde kilder. Det vil være interessant at vide, hvad der står i dem og at se om der tegner sig et mønster med hensyn til hvad der f.eks. blev klaget over. Det er jo i det hele taget bemærkelsesværdigt, at de her breve findes, for det var nok ikke almindelig praksis at en fanger henvendte sig til inspektøren. Der var jo et magtforhold i det. Nationalarkivet er fyldt med interessante kilder, som jeg selv har svært ved at læse, da de er på grønlandsk. Så forskningsmateriale er der rigelig af. Jeg håber at nogle kvikke studerende får lyst til at fordybe sig i det, fordi det er vigtigt, at vi prøver at rekonstruere, hvordan hverdagen tog sig ud for den almindelige grønlænder, siger Ebbe Volquardsen, der er tysker og har undervist på Ilisimatusarfik i knapt fem år.

Afdeling for Kultur- og Samfundshistorie tilbyder en tværfaglig uddannelse på Ilimmarfik, som omfatter antropologi, historie og noget arkæologi. Uddannelsens profil er kulturhistorisk. Her bliver de studerende også undervist i missionæren Hans Egede og hans tid.

I antropologien beskæftiger de studerende sig med folks dagligdag i dag, spørgsmål om etnicitet, forskellige mentaliteter, sociale grupper, mindretal og hvordan man i det hele taget lever ens hverdag og forsyner den med mening og betydninger. Kulturhistorie er lidt det samme, bare at den handler om fortiden, forklarer Ebbe Volquardsen.

Mens de klassiske historiefag ofte fokuserer på den politiske historie: krige, kongerækker, valg, politikeres beslutninger osv., så betyder en kulturhistorisk tilgang, at man prøver at rekonstruere de almindelige menneskers leveomstændigheder og verdenssyn. Man prøver at fortælle historien ud fra deres perspektiv og undersøger, hvordan det f.eks. føltes at være grønlænder i 1700-tallet, og måske i mindre grad, hvordan det føltes at være Hans Egede i 1700-tallet. Det handler om folks dagligdag, hvordan de lavede deres mad, hvordan de gik på jagt, hvad de havde af værdier og forestillinger om liv og død, men også hvordan de oplevede mødet med missionærer og handelsfolk: et perspektiv nedefra. På mange måder har kulturhistorie dermed meget tilfælles med det man kalder for historisk antropologi, forklarer Ebbe Volquardsen.

Ingen skriftlige kilder

I mange populære historiebøger, men også i faglige værker, læser man forkortede fremstillinger om Hans Egede. Han kom til Grønland for at finde nordboerne, og fordi han ikke fandt dem, kristnede han grønlænderne, lyder den gængse fortælling.

Dette er en meget forkortet historie, som tegner et billede af Hans Egede som en lidt uheldig figur, der ikke nåede det han ville. Udover dette frakender den inuitmissionen dens intention. Men når man læser de breve som Hans Egede skrev til kongen, bliver det klart, at han udmærket vidste, at der boede grønlændere heroppe. Skønt han også havde et håb om at finde efterkommere af nordboerne, blandt hvilke han ville forkynde den reformerede kristendom, var det fra starten hans intention også at tage sig af de ”vilde”, som han kaldte grønlænderne den gang. Det giver også god mening, for Hans Egede blev dimittend fra teologiuddannelsen i København i 1705, i samme år som kongen sendte de første missionærer til den danske koloni Tranquebar i Indien. Ideen om at missionere blandt fremmede folkeslag var Hans Egede således fortrolig med, da det var det der blev diskuteret på hans fakultet i de år.

Skriftsproget i Grønland blev indført af europæere. Fra 1700-tallet har vi stort set kun skriftlige kilder fra europæerne: missionærerne, de administrative medarbejdere osv. Grønlænderne havde en mundtlig kultur.

Udover de fortællinger, myter og sagn som senere blev indsamlet og udgivet af europæerne, har vi ingen skriftlige kilder fra grønlændere fra den tid. Da grønlænderne lærte at skrive, havde de jo alligevel ikke samme mulighed for at udtrykke sig på skrift som europæerne. De kunne f.eks. ikke udgive bøger. Derfor mangler vi netop det perspektiv på skrift, som vi egentlig er mest interesseret i, siger Ebbe Volquardsen.

For de studerende på universitetet gælder det derfor bl.a. at lære at finde grønlændernes stemmer og perspektiver i de tekster som andre har skrevet om dem. Når de studerende f.eks. læser en tekst af Hans Egede eller koloniinspektør H.J. Rink (bl.a. kendt for at han nedskrev grønlændernes mundtlige fortællinger i 1800-tallet), må de prøve at finde ud af, om man også i disse ensidige skildringer, skrevet ud fra et bestemt perspektiv, kan finde oplysninger om hvordan grønlænderne havde det dengang.

Manglen på skriftlige førstehåndskilder gør, at den kulturhistoriske tilgang ofte kan virke lidt teoretisk, fordi de studerende i første omgang må lære at forholde sig kritisk overfor enhver kilde, også de angiveligt neutrale historiefremstillinger. De må tilegne sig nogle specifikke læsestrategier, så de alligevel kan finde nogle informationer i en tekst, som ikke havde til formål at formidle netop disse informationer, f.eks. om folks tanker, udfordringer eller ubehag. Kulturhistorikeren Hayden White har gjort opmærksom på, at historieskrivning faktisk har visse ligheder med skønlitteratur. Man fortæller en historie, det kan næsten ikke gøres anderledes. Når vi fortæller en historie, prøver vi automatisk at kæde enkelte elementer sammen, så de er logiske og giver en god fortælling. Men vi undlader eller overbetoner også visse elementer. Det er disse mekanismer, som de studerende skal lære at få blik for, siger Ebbe Volquardsen.

Grønlandske stemmer i skønlitteraturen

På universitetet læser de studerende naturligvis førstehåndskilder fra f.eks. Hans Egedes og H.J. Rinks skrifter, men man inddrager også de grønlandske stemmer. Fra det tidlige 20. århundrede finder man dem ofte i skønlitteraturen.

En roman som Mathias Storchs ”Sinnattugaq” er faktisk en særdeles interessant kulturhistorisk kilde. Selvfølgelig er den fiktion, men den handler om nogle problemer som han syntes var påtrængende på hans tid. Når han i 1914 valgte at skrive en roman fremfor en kritisk debatbog, hvilket han senere gjorde i 1930, kan dette skyldes, at han mente at der dengang var større chancer for ham at få udgivet en litterær tekst. Der foregik jo en form for censur langt ind i det 20. århundrede, og grønlændere, der ville gøre sig hørt, var nødt til at beherske visse strategier for selvcensur. Når vi så læser samfundskritiske litterære tekster eller indslag i Atuagagdliutit fra dengang, gælder det derfor også at analysere, hvad der eventuelt gemmer sig mellem linjerne, fortæller Ebbe Volquardsen.

Nogle grønlændere beherskede disse strategier tydeligvis ikke. En af dem var Peter Gundel, som i starten af 1900-tallet boede i Ilulissat og som var en stor kritiker af det danske styre. Skønt han lykkedes med at udgive nogle korte noveller i Avangnâmioк (dengang det nordre inspektorats avis), blev hans romanmanuskripter aldrig trykt.

Vi kender ikke indholdet af Peter Gundels manuskripter, da de aldrig blev trykt eller fundet. Han bad Knud Rasmussen om at støtte en udgivelse, men Knud Rasmussen mente at Gundels tekster var alt for radikale og kritiske. Dette ved vi, fordi der for nogle år siden blev fundet en samling breve på et loft i Nordsjælland. Peter Gundel havde i 1920erne skrevet disse breve til sin danske ven og tidligere læge i Ilulissat, Jørgen Hvam. I brevene brokker han sig gevaldigt over den konstante uretfærdige behandling han mente at være udsat for. De er i dag en utrolig værdifuld kildesamling, og heldigvis blevet udgivet som bog (”Jeg danser af glæde” ved Gudrun Tolbøll). Her får vi et indtryk af, hvordan det må have været at være en samfundskritisk grønlænder i starten af 1900-tallet. Men der er altså tale om det 20. århundrede. At finde lignende informationer fra 1700-og 1800-tallet, er meget sværere, siger Ebbe Volquardsen.

Bogen med Peter Gundels breve bliver flittigt brugt, når der undervises i Grønlandsk historie på Ilisimatusarfik.

Det er skildringer fra en mand om hvem man i dag ville sige, at han tilhørte underklassen. Han giver udtryk for sine bekymringer, sin sorg og det han syntes var uretfærdig. Det er kulturhistorie i bedste forstand, siger Ebbe Volquardsen.

Juli 2020

Interview: Dorthe Olsen, Sermitsiaq