Værdikæder i nordiske fiskersamfund

Om

Om projektet

Bæredygtige Værdikæder i Nordiske Fiskersamfund (NorValue) er et nordisk forskningsprojekt, der handler om at udvikle vores forståelse af de ændringer nordiske kystsamfund har været igennem over de seneste ca. 20 år.

Det gør vi ved at studere udviklingen i otte kystsamfund i hhv. Grønland, Island, Færøerne og Norge. Ambitionen er at analysere, hvilke værdikæder er karakteristiske blandt nutidens kystnære lokalsamfund i Norden og hvordan disse værdikæder indgår i strategier for en resilient fremtid, dvs. en fremtid hvor kollektive miljømæssige og bæredygtige initiativer har særlig stor betydning.

NorValue har til formål at bidrage til en opdatering af vores viden om kystsamfund, og dermed være med til at fremtidssikre den viden og erfaring de marine ressourcer og tilknytningen til havet har for værdiskabelse i kystnære samfund. Gennem erfaringsopsamling og aktiv inddragelse af udvalgte kystsamfund kan der skabes nye initiativer til at sikre bæredygtighed og resiliens.

Baggrund

Globaliseringen har skabt store ændringer i nordiske kystsamfunds udviklings- og levemuligheder. Ofte har fortællingen handlet om krise i fiskeriet, om dårlig økonomi og om problemer med fraflytning. Fortællinger om tilbagegang og krise er kun en del af historien. Historien handler også om udvikling, nye muligheder og succesfuld omstilling. Akvakultur og andre dele af den ”blå økonomi”, samt turisme og ændringer i teknologi og infrastruktur, er med til transformere nordiske kystsamfund. Samtidig er klimaændringer og nødvendigheden af bæredygtige initiativer blevet højaktuelle udfordringer, der giver en del problemer, men også sætter retning for og skaber nye muligheder.

Historisk set har nordiske kystsamfund været dybt afhængige af deres marine ressourcer. Fiskeriet har sikret indtægter og velstand gennem værdikæder, der altid har forbundet kystsamfundets producenter med aftagere og forbrugere i andre dele af verden. Den fiskeindustri vi typisk forbinder med nordiske kystsamfund, med torsken som den vigtige ressource, har i mange år været i tilbagegang og er mange steder blevet en marginal aktivitet, ja nogen steder måske helt forsvundet.

Det betyder dog ikke, at havet og havets ressourcer ikke fortsat spiller en central rolle i nordiske kystsamfund. Mange steder spiller de traditionelle erhverv stadigvæk en store rolle og nyere økonomiske sektorer som turisme og opdræt - eller det kan være bioteknologi, håndværk, eller offentlig og privat service – indgår måske sammen med kystfiskeri og den klassiske saltfiskefabrik - i et komplekst mix af lokal økonomisk diversificering. De lokale muligheder i subistensøkonomien, dvs. jagt og småbrug og andre af naturens mangfoldige muligheder, spiller også stadig en stor rolle for lokal økonomi, trivsel og velvære. Vi taler med andre ord om diversificerede lokalsamfund under forandring, men samtidig om bevarelse af traditoner, om store forskelle lokalt såvel som mellem de nordiske regioner. I dag ser vi f.eks at kystsamfund sagtens kan have en blomstrende økonomi, men samtidig have problemer med at fastholde en stabil bosætning.

Selv om værdikæder spiller en helt afgørende rolle for udviklingen af nordatlantiske kystsamfund, er en central præmis i dette projekt at se på samspillet mellem disse værdikæder og det omkringliggende samfund. Det betyder, at lokale, regionale såvel som nationale institutioner – ikke mindst offentlig sektor – anses at have stor betydning for produktionen af velstand og velfærd lokalt. Derfor ser vi ikke værdikæder kun som vertikale, men også som horisontale, dvs. som et spørgsmål om reciprocitet og redistribution af værdier lokalt. Værdikæder ser vi heller ikke som strukturer og processer, hvor lokalsamfundene leverer f.eks. råvarer til et internationalt marked. Lokalsamfund er også steder for globalt forbrug, og de er steder hvor lokale og globale forbrugere mødes, f.eks. når turisten møder lokale producenter af lokale produkter på lokale markeder, restauranter eller andre mødepladser.

Organisering

Projektet "Bæredygtige Værdikæder i Nordiske Kystsamfund" (NorValue), er blevet til med bevilling fra Nordisk Ministerråds formandsskabspulje. I 2020 overtog Danmark formandskabet i Nordisk Ministerråd, og vedtog et fælles formandskabsprogram med Grønland og Færøerne. Den grønlandske del af forskningspuljen blev delt mellem tre forskningsprojekter med fokus på bæredygtige kystsamfund. Et projekt omhandler bæredygtig fiskeriforvaltning med fokus på hellefisk (NorSustain), og det andet omhandler sikkerhed til søs med fokus på kurser til unge. Dette projekt, med akronymet NorValue, er udviklet som et forskningsprojekt under titlen ”bæredygtige værdikæder i nordiske fiskersamfund”.

Projektet ledes af Ilisimatusarfik og er et samarbejde mellem forskere fra fem lande og syv nordiske forskningsinstitutioner: Ilisimatusarfik, Hàskólinn á Akureyri, Stofnun Vilhjálms Stefánssonar, Byggðastofnun, Fróðskaparsetur Føroya, Nord Universitet samt Roskilde Universitet.

I projektet er der planlagt udgivelser af to rapporter til udgivelse i Nordisk Ministerråds TemaNord serie. Formidling af vores arbejde, resultater, interviews, m.v. vil vi præsentere, og man er velkommen at tage kontakt til os.

Grønland

Sydgrønland

Grønland, verdens største ø, med sine ca. 56000 indbyggere, er opdelt i fem kommuner. Den sydligste region og kommune er Kommune Kujalleq, med godt 7000 indbyggere og et samlet areal på 32000 km2. Regionen består af tre byer og tidligere kommuner: Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik, samt en række mindre bygdesamfund og fåreholdersteder. Med kommunalreformen fra 1. januar 2009, blev de tidligere kommuner i syd lagt sammen til én, med Qaqortoq som administrativt centrum.

Qaqortooq blev oprindelig grundlagt som handelskoloni i 1775 under navnet Julianehåb, hvor omegnens inuitter kunne sælge deres fangst af skind, spæk og hvalkød. I dag er Qaqortoq en moderne administrativ by, der foruden at være Sydgrønlands kommunale centrum også er uddannelses- og tjenestecenter for regionen.

Foruden offentlige og private tjenester, er regionen kendt for sine fåreholdersteder, og den eneste region i Grønland med fåreavl, et erhverv der tog sin moderne begyndelse i starten af 1900-tallet. I regionen findes kulturlandskabet Kujaata med sin Inuit og Nordbo kultur der strækker sig tilbage til 900-tallet og er et af Grønlands tre områder på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Fiskeri og fangst er stadigvæk i dag regionens hovederhverv, og jo mindre lokaliteten er, jo større er fiskeriets betydning. Turismen er en alternativ og voksende mulighed for ny beskæftigelse i regionen, og det samme gælder minedrift, hvor genåbning af guldminen nær Nanortalik er i gang.

Som en konsekvens af at være verdens største ø, har også Sydgrønland en vanskelig infrastruktur. Med undtagelse af enkelte grusveje mellem et fåtal fåreholdersteder, er der ingen veje. Den vigtige transportvej er derfor havet, som især om vinteren kan være udfordrende. Der er helikopterservice i regionen, og dertil en af Grønlands i alt fire internationale lufthavne, i bygden Narsassuaq. Lufthavnen, der blev bygget under 2. Verdenskrig og kendt under navnet Bluie West One (BW-1), var et centralt knudepunkt for den amerikanske deltagelse i krigen. Narsassuaq ligger ca. 1½ times sejlads fra Qaqortoq. Det er nu besluttet at der skal anlægges en ny lufthavn i nærheden af Qaqorotoq.

Nanortalik

Ikke langt fra Grønlands sydligste punkt Nunap Isua (Kap Farvel), i nordvestlig retning, ligger byen Nanortalik med sine ca. 1270 indbyggere. Byen ligger ved mundingen af Tasermiut fjorden på en langstrakt halvø af samme navn, omkranset af de to fjelde Qaqqarsuasik (Storfjeldet) og Quassik (Ravnefjeldet).

Området har fra gammel tid været beboet af både inuitter og nordboere, men selve byen blev grundlagt i 1797 som handelsplads for daværende Julianehåb (Qaqortoq). Fiskeri, fiskeindustri og jagt er stadigvæk i dag de vigtigste erhverv, mens turismen i perioden op til Covid-pandemien var i en god udvikling. Der har i årtier været en lille adventure-turisme, og de senere år er der udviklet en cruise-turisme. Frem til 2019 ankom 30-40 cruiseskibe i sommerperioden. Alt tyder på at turismen kan reetableres, nu når pandemien forhåbentlig ikke mere er en samfundstrussel.

Hjertet i byen er på mange måder fiskefabrikken, med sin lokale saltfiskeproduktion. Lokalt fiskeri og jagt er en vigtig del af det lokale produktionsliv, herunder til at sikre en lokal selvforsyning af fødevarer. Området er dertil rigt på dyre- og planteliv, ikke mindst i foråret hvor pakisen fra Østgrønland driver op langs kysten og nogle gange medbringer isbjørne, men især den store og eftertragtede sæl, Klapmydsen.

I byen er en række butikker og andre private tjenester, f.eks. hotel, udlejning og transport. En del af de offentlige tjenester er f.eks. skole og børnehaver, samt en velbevaret kolonibydel (museum), der selvfølgelig er vigtigt i turismeøjemed.

De seneste årtier er befolkningstallet i Nanortalik faldet drastisk, og vendes erhvervsmulighederne ikke, vil den nedadgående spiral fortsætte. Udviklingen afspejles tydeligt i bybilledet, hvor boligblokke er overladt til sig selv med plader for vinduerne og dele af bygningsmassen står i forfald. Forhåbningerne til fremtidige erhvervsmuligheder ligger i fortsat udvikling af den lokale fiskefabrik, i turismen og en spirende minedrift.

Narsaq

Byen Narsag med sine omkring 1300 indbyggere ligger på en halvø ca. 4o minutters sejlads fra Qaqortooq. Stedet blev oprindelig anlagt som en handelsstation til Qaqortooq (dengang Julianehåb) i 1830, dengang med navnet Nordprøven. Øen er adskilt af sundene Tunnulliarfik og Ikersuaq, og dens tidlige attraktion skal findes i gode havnemuligheder i det dybe omkringliggende hav. Fiskeri er hovederhvervet, men det attraktive rejefiskeri i nærområdet og byens rejeproduktion er i dag historie.

Royal Greenland har i dag en fiskefabrik, der producerer saltfisk. Det andet store erhverv er områdets fårehold, et erhverv der har rødder tilbage til nordbokulturens tidlige bosætning i området, og som begge er vigtige elementer i områdets turisme. I byen ligger Grønlands fødevareskole Inuili og landets eneste slagteri (Neriq), som tager sig af slagtningen af regionens omkring 20.000 slagtefår, men som også slagter f.eks. rensdyr. Dertil producerer Neriq madvarer til det grønlandske marked. Byen har også et museum, et hotel og der ligger også mikrobryggeriet Qajaq.

Narsaq har først i nyere tid haft et større befolkningstal, en vækst der primært skete i kølvandet af 1950ernes udviklingsplan for Grønland (G50), hvor Royal Greenlands første reje- og fiskefabrik blev etableret der i 1953. Narsaq by blev centrum i den i 1959 nyoprettede kommune, en status der holdt sig til 2009, hvor Narsaq kommune blev del af sydgrønlands kommune, Kujalleq.

Færøerne

Suðuroy

Suðuroy er Færøernes fjerdestørste og sydligst liggende ø. Der er i alt 14 byer og bygder på øen fordelt over 7 kommuner og med 4660 indbyggere pr. 1 januar 2021. De to store kommuner er Tvøroyri og Vágur, med tilsammen omkring 2/3 af øens indbyggertal. Til Vágur kommune hører også bygden Nes, og til Tvøroyri kommune bygderne Froðba, Trongisvágur, Øravíkarlíð og Øravík. Bygderne Hvalba og Sandvík udgør Hvalba kommune, og bygderne Porkeri, Sumba, Hov og Fámjin er egne kommuner.

Den færøske transformation fra bonde- til fiskersamfund skete de sidste årtier af det 19 århundrede. Den udvikling skete i høj grad med bygden Tvøroyri og Vágur som samlingskraft for de fiskeri- og handelserhverv der blomstrede under markedskapitalismens første store vækstperiode. I efterkrigsperioden har Færøerne gennemgået flere perioder med høj vækst og større kriser, mest markant med et samfundsmæssigt kollaps i 1992. Selv om Suðuroy i denne periode har gået fra at være et centrum til en periferi i øsamfundet, så har regionen oplevet en kraftig modernisering i infrastruktur og et moderne erhverv, baseret på fiskefartøjer (trawlere) og fiskeproduktion (filetfabrikker). De seneste årtiers ekspansion indenfor især turisme, akvakultur og det pelagiske fiskei, har også sat sine spor som nye muligheder i Suðuroy, en udvikling der dog markerer sig ved at Suðuroy kun i mindre grad har fået glæde af de senere års kraftie befolkningsvækst.

I 2023 vil Færøernes femte største ø, Sandoy, med en undersøisk tunnel under konstruktion, blive vejforbundet til det eksisterende netværk af byer og bygder. Da vil omkring 90% af befolkningen være indenfor en afstand af godt 1 times bilkørsel på det længste stræk, og Suðuroy vil være den eneste større ø udenfor dette infrastruktur netværk. Forhåbningen er at der indenfor de næste år vil komme yderligere en undersøisk tunnel der forbinder Suðuroy med Sandoy og resten af Færøerne. Der er tale om en meget lang tunnel (25 km) og dyr tunnel, en plan som med de nuværende økonomiske udsigter kan få lange udsigter.

Tvøroyri

Tvøroyri kommuna med sine 1744 indbyggere (1. jan. 2021), er den største på øen Suðuroy, og udgøres af en række bygder omkring fjorden Trongisvágsfjørður: Froðba, Tvøroyri, Trongisvágur, Øravíkarlíð og Øravík.

Midt i bygden Tvøroyri ligger den gamle bydel, med de gamle handelsbygninger fra monopolhandelens tid. Det var her den Kgl. Monopolhandel anlagde en filial i 1836 og da frihandel blev indført i 1856, voksede byen ud fra dette handelssted som nok den væsentligste drivkraft i udviklingen af Færøerne til et fiskerisamfund. Tvøroyri er øens største kommune med en god infrastruktur i form af bl.a. hoteller, lokalmuseum, sygehus, plejehjem, apotek, tandlæge, supermarkeder og specialforretninger. Den daglige forbindelse til hovedstaden Tórshavn er bil- og passagerfærgen Smyril, med 2-3 afgange/ankomster pr. dag fra fjordens sydside.

Havneområdet i Tvøroyri har altid udgjort kommunens økonomiske centrum, men ændringerne over tid er markante. For få årtier siden var produktionslivet domineret af en stor filetfabrik og topmoderne trawlere. I dag domineres området af en kæmpestor fabrik til behandling og indfrysning af pelagisk fisk (sild, makrel og blåhvilling) med endnu større trawlere end tidligere langs den udbyggede kajkant. Set i lyst af at være en udkantskommune, så har Tvøroyri over de seneste 20 haft en nedgang i befolkningstallet, der er ret beskedent set ift. mange andre nordiske kystsamfund. Det ændrer dog ikke ved, at der er et oplevet tab af for mange mennesker blandt de yngre årgange.

Vágur

Vágur med sine 1392 indbyggere (1. jan. 2021), er den næststørste kommune på Suðuroy, som foruden Vágur også dækker den mindre bygd Nes, begge på nordsiden af fjorden Vágsfjørður. Vágur bliver første gang nævnt i det historiske dokument, Hundabrævið (Hundebrevet) fra 1350, og har gennem tiden været en af de større bondebygder. Med gennembruddet af de markedsliberale reformer i 1800-tallets sidste årtier er Vágur, bl.a. med sin gode adgang til havet både på øens vest- og østside, et oplagt sted at bedrive fiskeri og udvikle kommerciel aktivitet. Sammen med Tvøroyri blev byen en drivkraft i den første store markedsliberale vækst på Færøerne.

Vágur har en ældre bydel og kajanlæg, hvor bygninger fra den første storhedstid stadig står, og nu indgår i det handels- og kulturliv der er blomstret op de senere år. Længere mod øst, hvor kirke og skole også ligger, er der et nyere kajanlæg, med den nu nedlagte filetfabrik fra 1980ernes vækstboom, der nu fungerer som slagteri for den opdrætsindustri der – i lighed med andre steder i Færøerne - er spredt over de fleste af øens fjorde. Akvakultur og oplevelsesøkonomi (højskole og sportscenter), har således været vigtige nye aktiviteter i byens socio-økonomiske udvikling de seneste ca. 20 år, hvor man har formået at stabilisere en negativ befolkningsudvikling.

Norge

Helgeland, Nordland fylke

Nordland er den sydligste region/fylke af de tre der udgør det vi normalt kalder Nordnorge, hvor polarcirkelen krydser distriktet Helgeland i dens nordlige del. Helgeland er et vidstrakt område, der rækker fra et væld af øer i regionens vestlige del til store skov- og fjeldområder over mod den svenske grænse. Med sine 19 af fylkets 44 kommuner, og omkring 85000 indbyggere, udgør Helgeland ca. halvdelen af regionens geografiske område og godt en 1/3 del af befolkningen. To af kommunerne er kystkommunerne Lurøy og Vega.

Kystdelen af Helgeland, hvor der findes bosætning tilbage til stenalderen, har gennem tiderne ernæret sig af jordbrug og - især - de ressourcer som havet har haft at byde. Med andre ord, så har ressourcebaserede kombinationserhverv – fiskerbondekulturen - i generationer været grundlaget for overlevelse.

Efterkrigstidens industrielle vækstperiode og udbygningen af det norske velfærdssamfund, medførte en satsning på storindustri og lønarbejde. I Helgelandsområdet har jern- og anden malmindustri haft stor betydning, med stor urbanisering til følge. Norsk distriktspolitik har dog været med til at sikre en udligning mellem centrale og perifere områder, hvilket dog ikke har hindret en fraflytning og affolkning af mange af Helgelandkystens øer og bygder.

I den moderne regionale økonomi spiller ”den blå økonomi” – især akvakultur - og oplevelsesøkonomi – især turisme - en stor rolle, samtidig som fiskeri og andre traditionelle aktiviteter fornys og indgår i et diversificeret system af værdikæder. Det har dog ikke hindret, at fraflytning stadig er en stor udfordring for mange af de nuværende kystsamfund.

Vega

Vega er både en kommune, en ø og en øgruppe på Helgelandskysten. Øen Vega (163 km2) er hovedø i en skærgård der tæller omkring 6500 øer, holme og skær, og dermed også en kompliceret infrastruktur. Øgruppen betragtes som en af verdens mest interessante øriger og indgår derfor på UNESCO’s verdensarvsliste. De ressourcerige fiskeområder har været med til at sikre overlevelse i generationer, og der kan i området spores nogen af de ældste arkæologiske fund i Norge. Hovedbyen er Gladstad, som også er hovedsæde for ø-kommunens administration, hvor bl.a. også Vega bygdemuseum og langkirken, Vega Kirke fra 1864 findes.

Gennem efterkrigstidens industrielle udvikling og oplevede Vega et kontinuerligt fald i befolkningstallet, hvor fiskerbonde erhvervet blev forladt til fordel for industriarbejdertilværelsen i byerne. I en kommune som Vega er befolkningstallet halveret siden 1950, og især mange mindre øer er helt blevet forladt. Der var 20 beboede mindre øer i 1970erne, et tal der i dag er faldet til 4. De fleste bor således på hovedøen Vega, og befolkningsnedgangen har været mere moderat de senere år, men også Vega oplever en befolkning der bliver stadig ældre.

Selv om meget er ændret, så har fiskeri og fiskeforædling stadigvæk sin erhvervsmæssige betydning, især på hovedøens nordside. I dag præges områdets økonomi dog især af turismen. Generationer tilbage var hentning af edderdun en vigtig beskæftigelse i området, en beskæftigelse der var ved at uddø, da folk i området satte sig for at genopfriske traditionen. Da Vega i 2004 således kom på UNESCO verdensarvslisten, var det bl.a. med henvisning til produktionen af edderdun. En anden årsag var kvindernes rolle i fiskerbonde kulturen. Med sine store beskyttede områder har Vega i mindre grad end andre steder på Helgelandskysten en udbredt skov af opdrætsbure til laks.

Lurøy

Lurøy er med sine ca. 1900 indbyggere en kommune på Helgelandskysten, hvor lidt mere end halvdelen af dens areal ligger på fastlandet, og resten fordeler sig på i alt 1375 småøer, hvoraf de største af er Aldra, Lurøya og Stigen.

Efterkrigstidens industrielle udvikling i Norge betød et kontinuerligt fald i befolkningstallet på Lurøy, hvor fiskerbondeerhvervet blev forladt til fordel for industriarbejdertilværelsen i byerne. I en kommune som Lurøy er befolkningstallet gået ned med 35% over de seneste 35 år, og det er især gået ud over de mindste øer. Der er tale om en spredt geografi i den forstand, at øen Lovund har den største koncentration af mennesker, mens Onøya nærmere fastlandet, er kommunens administrative center. Faldet i antal indbyggere er stabiliseret, men som i mange andre kystkommuner er der en demografisk udfordring i en befolkning der bliver stadig ældre.

Fiskeri er stadig en vigtig aktivitet i kommunen, og udgør en stor del af Lurøys arbejdspladser. Dette gør sig særligt gældende for øens fiskerbyer, Lovund og Sleneset, hvor Lofotfiskeriet og forårstorskefiskeriet på Finnmarkskysten spille en vigtig rolle. Lovund er dog først af alt kendt for sin deltagelse i udviklingen af regionens ”blå økonomi”, og fremstår i dag som et center for havbrugserhvervet i Helgeland, herunder med en god del lokalt ejerskab, og har da også formået at tiltrække nye borgere.

Island

Norðurland Eystra

I Island er ca. 2/3 af øens ca. 350.000 indbyggere bosat i området i og omkring hovedstadsregionen. I regionen Norðurland Eystra (Nordland øst) ligger Islands næststørste by Akureyri, med sine godt 20.000 indbyggere. Regionen er Foruden at fiskeriet stadig har sin betydning for byen, så er Akureyri både administrativt og servicecentrum for hele Nordlandet. Her ligger også det regionale universitet Háskólinn á Akureyri med omkring 2500 studerende, som har haft stor betydning for de seneste årtiers udvikling.

Akureyri er placeret på østsiden af halvøen Tröllaskagi og i bunden af Islands længste fjord Eyjafjörður. I lighed med andre steder i Island, ligger der langs Eyjafjörður kysten en række fiskersamfund, bl.a. Dalvík og Ólafsfjørður, og endnu længere i nordvestlig retning Siglufjørður. Mens de eneste veje mellem regioner og steder før 1950 var over fjeldene eller søvejen, så er det meste af Island i dag forbundet i et netværk af veje, broer og tunneller, men som også har bidraget til at flytte centrene fra kysten og til de større byområder.

Ovennævnte beskrivelse illustrer på mange måde den udvikling det moderne Island har været igennem. Kystsamfundene, “søvejen” og fisken har lagt grundlaget for det moderne Island og dermed også for udviklingen af et af verdens rigeste lande, som dog også har været igennem heftige kriseperioder. I regionen spiller landbruget dog også en vigtig rolle, og der er udviklet industrier der drager nytte af regionens geotermiske fordele. Også turismen, der har været et stærkt voksende erhverv i Island de seneste årtier, har været med til at løfte regionen og udviklingen af en oplevelsesøkonomi.

Moderniseringen af Island har betydet en stadig udvikling af vejnettet, og fra de første små veje i 1940erne og til dagens moderne vejnet er der sket en enorm udvikling. I dag er således hele østsiden af Tröllaskagi halvøen en del af det nationale vejnet og de vanskelige fjeldovergange erstattet af tuneller. Ólafsfjørður er i dag forbundet med både Akureyri mod syd og siden 2010 med Siglufjørður i nordvest. Ólafsfjørður og Siglufjørður blev i 2006 lagt sammen til en fælles kommune, Fjallabyggð, bl.a. med det formål at forberede de ændringer tunnellen ville medføre.

Ólafsfjørður

I den nordøstlige del af Eyjafjørður, mellem byerne Dalvík og Siglufjørður, ligger fiskerbyen Ólafsfjørður. Byens befolkning har gennem tiderne ernæret sig gennem landbrug og fiskeri som kombinationserhverv. Selv om byen geografisk set har manglet en naturhavn, så blev der efter år 1900 udviklet en fiskeindustri. Men fiskerne måtte sejle ud fra andre pladser i regionen.

Det var derfor et stort gennembrud da man i 1943 fik anlagt en havn. Havnen var et vigtigt grundlag for at Ólafsfjørður fik sin andel i det sildeeventyr der kort herefter udviklede sig i store dele af Nordatlanten. Det tiltrak en del mennesker og byen voksede til at blive blandt de større islandske fiskersamfund med omkring 900 indbyggere i 1950erne og 1960erne. Baseret på fiskeindustrien voksede byen også de næste årtier og nåede et højdepunkt i slutningen af 1980erne med næsten 1200 indbyggere. Siden 1980’erne har der været en relativt stabil nedgang i befolkningstallet til dagens godt 800 indbyggere.

Stadig i dag er Ólafsfjørður en vigtig fiskerby, og en forbedret infrastruktur har været med til at udvikle turismen som en vigtig brik i den lokale økonomi.

Siglufjørður

I den nordlige del af halvøen Skagaströnd, lidt vest for udmundingen af Eyjafjørður, ligger fiskerbyen af samme navn som fjorden, Siglufjørður. Gennem tiderne har man ernæret sig af fiskeri og landbrug i kombinationserhverv, men stedets placering mod nord og dens gode naturhavn, var dengang en fordel og klart bidraget til at Siglufjørður især fra 1940erne voksede kraftigt. 1950ernes sildeeventyr betegnes ofte som Siglufjørðurs storhedstid hvor der var omkring 3000 mennesker bosat i byen.

Hvad Siglufjørður har haft af fordele ift. havet, har dens placering som Islands nordligste fastlandsby, omringet af høje smukke fjelde, givet byen en vanskelig infrastruktur indadtil. Der er vanskelige fjeldveje, især om vinteren selvfølgelig. Befolkningsnedgangen i Siglufjørður har også været markant siden 1980erne, fra de ca. 3000 til dagens omkring 1200 indbyggere.

Med en ny tunnel fra 2010, som forbandt Siglufjørður med Òlafsfjørður, reduceredes ikke bare kørevanskelighederne, men også distancen til regionens centrum Akureyri blev næsten 200 kilometer kortere, fra 192 ned til 77 kilometer. Efter tunnelens åbning er der sket en markant udvikling indenfor oplevelsesøkonomien, og turismen er vokset kraftig de senere år. I Siglufjørður har selskabet Genis taget skridtet ind i bioteknologisk produktion og udvinder terapeutiske produkter fra rejeskaller.